Adfærd

  • Sådan socialiserer du din hvalp eller nye hund

    Det er en god ide at komme i gang med socialiseringen så hurtigt som muligt. En god og tidlig socialisering kan i mange tilfælde afhjælpe problemer med hunde, som er bange for andre hunde, børn, biler osv.

    Introducer derfor din hvalp/hund for så mange forskellige mennesker som muligt – babyer, børn, mænd, kvinder og gamle mennesker. Prøv også at finde mennesker med forskellige hatte, frakker og paraply. Få evt. en ven/veninde til at hjælpe dig med dette. Gå også en tur ned i midtbyen med din hvalp eller nye hund. Her kan du introducere din hvalp/hund til forskellige mennesker, larm, biler, cykler, flag og bannere, som bevæger sig i vinden.

    Hvis det er muligt, er det en god idé at introducere din hvalp eller nye hund til så mange dyr som muligt, i hvert fald de slags dyr, han eller hun senere vil kunne støde på. Det er en selvfølge, at han eller hun får hilst på såvel små som større hunde, selv om det kan virke lidt voldsomt. På den måde lærer han/hun også, at nogle hunde gerne vil hilse, mens andre gerne bare vil være sig selv.

    Din hvalp eller nye hund lærer ved møder med andre hunde hundesprog, og det vil komme den til gode gennem livet. Besøg også gerne hundeskove, hvor din hund kan møde alle slags hunde og hundeejere. Måske møder I her en masse søde hunde, som kan blive gode legekammerater fremadrettet.

    Det er vigtigt at pointere, at alt dette skal ske efter din hvalp eller nye hunds tempo, så han eller hun ikke bliver for overvældet, da det kan gøre mere skade end gavn. Og husk altid at rose din hund og give den masser af gode og motiverende godbidder – naturligvis fra Chrisco. Vi har rigtig mange at vælge mellem uanset om din hund er til store eller små godbidder, om de skal være med kylling, oksekød, lam, fisk osv. Se alle produkter til hund her: https://www.chrisco.dk/hundeprodukter.html

  • Hjælp din hund gennem nytårsaften

    Rigtig mange hunde er bange for lyden af fyrværkeri og kanonslag nytårsaften. Der findes mange løsninger på problemet. Og mindst én af dem skal nok hjælpe din hund til at få en bedre start på det nye år. Vi har samlet nogle af de mest brugte råd.

    Sådan kan du gøre før nytårsaften:

    Begynd nytårstræningen et par måneder før nytår. Afspil en cd med nytårslarm (dvs. raketter, kanonslag, heksehyl osv.) for din hund. Herved vænner din hund sig lige så stille til lyden af fyrværkeri, og han eller hun bliver knap så bange for det nytårsaften. Disse cd’er kan oftest købes hos dyrlægen eller gennem diverse hundeforeninger og hjemmesider.

    Sørg for, at din hund har fået rigelig motion og aktivering i løbet af dagen, så han eller hun er træt og afslappet. Har du mulighed for det, vil din hund vil elske en dejlig lang tur i skoven eller på stranden.

    Hold øje med, hvordan din hund reagerer, når der kommer fyrværkeri, mens i er ude at gå. Dette kan give et billede af, hvor bange din hund er for fyrværkeri. Og så kan du bedre tage dine forholdsregler derefter.

    Overvej at give din hund noget beroligende fra dyrlægen, hvis han eller hun ryster, piver og er helt ulykkelig.


    Sådan kan du gøre selve nytårsaften:

    Hold nytårsaften på landet, hvor der ikke er så meget fyrværkeri.

    Lad aldrig din hund være alene hjemme nytårsaften, uanset om han eller hun er bange for lyden af fyrværkeri og kanonslag eller ej.

    Undgå at fyre bordbomber, knaldperler og lignende af, da de kan forskrække din hund, der hører mange gange bedre end dig.

    Træk gardinerne for vinduerne, så lysglimt ikke ses så tydeligt.

    Tænd for fjernsynet, da lyset fra fjernsynet hjælper med at kamuflere lyset fra raketterne. Ligeledes er lyden fra fjernsynet også mere tryg end larmen fra gaden.

    Vær sammen med din hund og sørg for, at han eller hun kan ligge et roligt sted, hvor han/hun føler sig tryg.

    Lige inden det går løs kl. 24, er det en god ide at give din hund noget, han eller hun finder interessant. Det kan fx være et tyggeben, godbidder eller legetøj. Alt dette kan være med til at aflede din hunds opmærksomhed fra bragene udenfor. Find spændende lækkerier og legetøj her: https://www.chrisco.dk/hundeprodukter.html

    Tænd for musikken. Hvis musikken spiller, kan det virke camouflerende på bragene udenfor.

    Tag aldrig din hund med ud kl. 24, også selv om du ikke har observeret, at han eller hun er bange for fyrværkeriet m.m.

    Prøv at undgå fyrværkeri tæt på huset. Nogle gange kan det selvfølgelig være sværere end andre gange. Tag gerne en god snak med naboerne om dette i dagene op til nytårsaften.

    Hvis din hund absolut skal ud for at besørge i løbet af aftenen, skal du sørge for at holde den i snor, da den af en eller anden grund pludselig kan blive forskrækket.

    Trøst eller ynk aldrig din hund. Du skal i stedet vise ham eller hun, at der ikke er noget at være bange for.

    Gå den sidste tur med din hund i god tid inden I sætter jer til bords, så alt endnu er næste normalt udenfor.

    Byg en hule til din hund, tænd for fjernsynet og/eller radioen og træk gardinerne for, så din hund rigtig kan slappe af.

    Giv din hund noget beroligende fra dyrlægen i god tid inden larmen for alvor bryder løs, så det kan nå at virke.

  • Hundens adfærd

    Vil man forstå hunden, må man sætte sig ind i hundens adfærd. Når man snakker adfærd, snakker man om den måde hunden handler og reagerer på i henhold til sine omgivelser. Mangel på forståelse for hundens adfærd kan i mange tilfælde skabe store problemer både for hundens ejer, men også i relationer hund og hund imellem.

    Man skal huske på, at selvom hunden er et tamdyr, har den stadig flere instinkter, som stammer fra ulvene. Noget af det, hunden har med sig fra ulvene, er, at den er et flokdyr. I en flok har alle medlemmerne hver sin rolle, og et af medlemmerne har rollen som leder. At være leder betyder, at man skal sørge for egen og andres overlevelse. Det er det, man oftest henviser til, når man snakker om, at man skal gøre det klart for hunden, hvem der er leder. At være leder betyder bl.a., at man sørger for, at alle får noget at spise, at flokken klarer sig, og at man er den, som klarer problemerne. Føler hunden ikke, at man som ejer lever op til denne rolle, vil hunden – hvis det er en selvsikker hund – forsøge at overtage rollen, eller den vil – hvis den ikke er så selvsikker – føle sig fortabt, og forvirret. Hvis hunden forsøger at overtage lederrollen, vil den søge at bestemme, hvordan tingene skal være. Det kan skabe problemer i relationen mellem ejer og hund, så derfor skal man sikre sig, at man lever op til rollen som leder. At være leder betyder dog ikke, at man skal være hård i sin omgang med hunden, men derimod at man roligt kan fortælle hunden, hvordan tingene skal være. Herved opnår man hundens respekt, og man kan få et kærligt og harmonisk forhold til hinanden.

    Når hunde kommunikerer med mennesker, sker det gennem de signaler, hunden sender. Hunde er rigtig gode til at opfange det mindste lille signal, mens mennesker ofte ikke opfanger selv de mest tydelige af hundens signaler. Da hunde ikke kan lære menneskesprog, er det i stedet menneskers opgave at lære at forstå hunden.

    Nogle signaler hører til racerne som fx jagthunde, der står stand eller hyrdehunde, som hyrder, mens andre signaler er generelle for racerne. Ved at studere, læse og lære om hundens signaler kan vi mennesker blive bedre til at tyde hundens signaler, men også at bruge dem, når vi har med hunde af gøre.

    Blandt de signaler hunden bruger til at vise venlighed og accept kan nævnes:

    • At fjerne blikket eller vende hovedet
    • Vende bagdelen eller siden til
    • Bøje i forbenene, gå i legebuk og opmuntre til leg
    • Lægge eller sætte sig ned (skal ikke fejltolkes for underkastelse)
    • Gabe
    • Slikke sig om munden eller lave smaske lyde
    • Sænke øre og hale
    • Gå i en bue uden om
    • Blinke med øjnene.
  • Børn og hunde

    De fleste børn synes, det er sjovt at lege og kæle med hunde – og de fleste hunde trives godt med børn og finder sig i meget fra børnenes side. Der findes ikke nogle specielt børneegnede racer, men nogle racer er nemmere at håndtere for den travle familie end andre.

    Et godt forhold børn og hund imellem opstår ikke altid af sig selv. Vi vil gerne hjælpe jer på vej med en række gode råd til et godt forhold.

    ”Sprogvanskeligheder” skaber ofte problemer. Hunde og mennesker taler ikke samme sprog, og især børns kropssprog og måde at tage kontakt på afviger meget fra hundes.

    De fleste børn har ofte hurtige flagrende bevægelser og elsker at kramme dem, de holder af, men tæt kontakt er meget unaturligt for en hund.

    Modsat kan hvalpes vilde leg og bid i fingre, bukser og legetøj være skræmmende for nogle børn (og deres forældre), og de fleste familier bliver også utrygge, hvis hvalpen eller den voksne hund knurrer ved foderskålen, eller når den forsvarer et stykke legetøj.

    Både børn og hunde skal lære at omgås og respektere hinanden, og som voksen er det rart at have nogle regler for hund og børns samvær, uanset om det gælder børn og hund i samme familie eller mødet mellem børn og hunde, der ikke kender hinanden i forvejen.

    Almindeligvis synes hunde, at børn larmer meget og bevæger sig mærkeligt. De overtræder ofte alle regler for god hundepli, forstår ikke de signaler hunden sender for at få lidt afstand eller ro, men sætter på den anden side heller ikke pris på, hvis hunden tygger lidt forsigtigt i dem med sine skarpe hvalpetænder.

    Børn sender ofte nogle svært forståelige signaler til hundene, og hvis en hund ikke er vant til børn, kan de ligefrem virke skræmmende.

    Derfor er det bedst at tilvænne hunden til børn med tidlig og hyppig kontakt. Det mest optimale er, at hvalpen allerede har jævnlig kontakt med børn hos opdrætteren, og at denne kontakt holdes ved lige, når den kommer hjem til sin nye familie.

    Oplevelserne skal være rare og på både hvalpens og børnenes præmisser. Tilbydes kontakten før hvalpen er 3-4 måneder gammel, vil den opfatte børn som en naturlig del af sine omgivelser. Præsenteres hunden først for børn på et senere tidspunkt, tager tilvænningen længere tid, og kræver større forståelse og indsats fra de involverede parter.

    Ved en senere tilvænning er det ekstra vigtigt at respektere hundens signaler, og sørge for at al kontakt er rar, og hunden ikke bliver presset til kontakt, som den endnu ikke er tryg ved.

    Børn synes almindeligvis, at hunde er bløde, nuttede og spændende – men måske også lidt farlige. Mange børn har ofte svært ved at lade hunden være. De er meget glade for den og vil gerne kramme og kæle den, men bliver kede af det, når den bider dem i fingre og bukseben, eller stjæler deres legetøj og måske bider det i stykker.

    For at styrke båndet mellem børn og hund, men også hjælpe med at aflede hunden, hvis den bliver for voldsom, er det en god idé at lære børnene at lave en lille kunst med hunden. Det kan fx være at sitte, gi´pote eller lignende. Indlæringen skal ske under kyndig vejledning og overvågning af en voksen.

    Du kan også efterlade en lille del af hundens daglige foderration i en lille skål på bordet, som børnene kan bruge som belønning til hunden. Eller du kan pakke nogle få foderpiller ind i paprøret fra køkken eller wc-ruller, og tilbyde røret til din hund som belønning eller afledning.

    Husk på, at det er vigtigt, at børnene lærer at forstå og respektere de signaler, hunden sender, når den har brug for fred, en lille pause eller lidt mere afstand.

    Her er eksempler på signaler, som hunde sender:

    • Sammenknebne øjne
    • Lav hoved- eller kropsholdning
    • Kigge væk (dreje hovedet)
    • Gabe
    • Slikke sig om snuden
    • Smaske
    • Hunden ”fryser” fast i en bestemt position, fx lav krop- og hovedholdning
    • Tilbagelagte ører og lange mundvige
    • Puster (hyppig vejrtrækning).

     

    Som en hjælp til at undgå konflikter børn og hunde imellem, bør børn lære at huske på følgende:

    • Gå aldrig hen til en hund, der står bundet.
    • Spørg altid en voksen om lov, før du tager kontakt til en fremmed hund.
    • Lad hunden komme til dig.
    • Rør aldrig en hund, der sover.
    • En hund, der spiser eller gnaver kødben skal have fred.
    • Hunde kan ikke lide at kramme.
    • Hold ikke fast i hunden.
    • Bed en voksen om hjælp, hvis hunden har taget dit legetøj.
    • Løft ikke en hund op.

     

    For at undgå uheldige situationer børn og hunde imellem bør voksne tænke på nedenstående:

    • Efterlad aldrig en bundet hund uden opsyn.
    • Lad aldrig hund og børn under ca.10 år være sammen uden opsyn.
    • Hunden bør have MINDST et lettilgængeligt fristed, hvor den altid har fred.
    • Respekter ALTID både hund og børns behov for fred eller afstand.
    • Hold øje med hvordan dine børn behandler hunden. De skal dog ikke opdrage den, så kan resultatet blive en uvorn voksen hund.
    • Børn skal omvendt lære, at hunden skal opføre sig ordentligt. Vis dem, hvad de skal gøre, når hunden gør noget forkert. Og hav altid et vågent øje med hund og børn, så hunden ikke lærer noget forkert.
    • Lær alle gæster at omgås din hund på en god måde. Lær dem fx, at hos jer hilser man venligt på hunden, når man er kommet inden for døren og giver den en godbid. Det er derfor en god idé at have en skål med godbidder klar ved døren, som alle gæster kan tilbyde jeres hund.

     

    Sørg for at følge disse råd og sæt grænser for både børn og hunde, så opnår I nemt et godt forhold børn og hunde imellem hele livet igennem.

4 Indlæg